Sådan isolerer du dit drivhus til vinter

22 oktober 2017
Camilla Skøtt
Sådan isolerer du dit drivhus til vinter

Frosten er så småt på vej, og du risikerer, at dine sarte planter må lade livet, hvis det bliver for koldt. Ved at isolere dit drivhus kan du beskytte dine planter mod vinterens kulde, og du skal gerne i gang nu, inden frosten for alvor sætter ind.

Holder dit drivhus den rette temperatur gennem vinteren, så kan du fortsat dyrke et stort udvalg af frugt og grønt, ligesom krydderurter som rosmarin, estragon og ruccola klarer sig fint i et isoleret drivhus.

 

Lagerfoto-id: 514467391

 

Bobleplast som isolering

Bobleplast er havejernes foretrukne isoleringsmateriale, når det kommer til drivhuse. Når du beklæder vægge og lofter med den klare plastfolie, vil dit drivhus bedre kunne holde på varmen. Samtidig sikrer den gennemsigtige plastik, at solens stråler kan trænge igennem og varme drivhuset op på vinterens gode dage.

Find gerne en bobleplast med en god bredde, fx 1,5 meter, og vælg den folie, der har de største luftbobler. Når du hænger folien op i dit drivhus, så lav gerne et dobbelt lag, så isolerer det endnu bedre.

Vælg en fleksibel løsning til ophængningen

Hvis du vælger en fleksibel løsning, når bobleplasten skal sættes op, så kan du bruge den år efter år. Køb for eksempel planteskolernes særlige beslag, der er udviklet til at hænge bobleplast op. De sættes fast på drivhusets stolper, vægge og lofter ved hjælp af klemmer, og på hver enkelt klemme sidder der en spids, du kan hæfte folien fast på.

Vil du hellere lave din egen løsning, så kan du vælge at hænge et reb op fra gavl til gavl øverst i loftet og langs med de to sider i drivhuset. Herefter kan du let lægge bobleplasten henover rebene, og så er isoleringen klaret.

 

Det gode ved ovenstående metoder er, at det er let at tage folien ned, når foråret viser sig. Kroge og klemmer kan du lade sidde til næste år, så det bliver endnu nemmere at isolere drivhuset.

Flere Nyheder