Sådan gør du drivhuset rent nemt og effektivt
Et beskidt drivhus er det perfekte hjemsted for alger, svamp og skadedyr – og de holder mindst lige så meget af dine planter, som de holder af dit drivhus. Det er derfor en god ide, at du gør dit drivhus rent både om efteråret, når du ikke skal bruge det mere, og om foråret, inden du tager det i brug. Det tager noget tid, men det er nemt og meget effektivt.
Med en rengøring om vinteren slipper du for eksempel for, at spindemider overvintrer i dit træværk eller i dine små træer i drivhuset. De kan forårsage meget skade og være svære at slippe af med. Ved at gøre rent både efterår og forår slipper du af med mange af miderne – forhåbentlig dem alle sammen.
365881823
Sådan gør du nemmest drivhuset rent:
1. Start med at tømme drivhuset for ting. Har du bede i drivhuset, så skovl den øverste jord op i en trillebør.
2. Fjern visne blade, blomster og frugter og grøntsager, der er faldet af
3. Hav havesprøjte og drivhussæbe klar. En havesprøjte er god til at rengøre de hjørner, hvor børsten ikke kan nå. Drivhussæben er biologisk nedbrydelig og indeholder derfor hverken forfor eller klor.
4. Fyld havesprøjten med drivhussæben og sprøjt sæben udover drivhuset på ydersiden.
5. Sæben skal sidde i cirka et kvarter, så den virkelig får lov til at virke på snavs, svamp og alger. Efter et kvarter kan du tage haveslangen og skylle sæben af.
6. Det er ikke alle alger, der kommer af med alene med ovenstående metode. Lav derfor en spand sæbevand og gå i gang med børsten på de mest genstridige.
7. Når ydersiden er ren, går du i gang med indersiden. Der oversprøjter du også det hele med drivhussæbe og lader det sidde et kvarter, inden du skyller det af.
8. Har du bede af træværk og små træer, for eksempel vindruer, inde i drivhuset, skal du vaske dem med en børste med sæbevand. Der er mange skadedyr, der kan overvintre i dem.
9. Skyl drivhuset grundigt efter rengøring. Så er det klar til at gå vinteren i møde eller til at blive taget i brug om foråret.
Hvis du er interesseret i, hvilke skadedyr der kan være i dit drivhus, og hvad du skal gøre ved dem, kan du se mere på havenyt.dk. De kommer blandt andet ind på, hvordan du kan bekæmpe spindemider med rovmider. For selvom du har gjort grundigt rent i drivhuset, kan det være svært helt at slippe af med dem.