Indret med planter – det er ren terapi for sjælen

20 maj 2020
Camilla Skøtt

Planter og blomster i hjemmet er ikke bare en kærlig gave til øjet; det er også terapi for sjælen og en god mulighed for at hjælpe indeklimaet godt på vej. 

Du behøver ikke nødvendigvis at have grønne fingre for at få del i den glæde, grønne planter spreder i hjemmet. Mange planter er nemlig lette at holde, hvis bare du giver dem de rette præmisser – og det hjælper vi dig med i denne artikel. Men hvorfor er det så vigtigt at indrette sig med planter i boligen, og er det i virkeligheden noget, alle burde gøre? Spørger du os, er svaret ja!

Det er videnskabeligt bevist, at grønne planter giver gladere mennesker. Det gælder både på arbejdspladsen, i hjemmet, på institutionen og alverdens andre steder, og der er derfor al mulig grund til at indrette dig med de grønne skønheder. 

Vi har samlet en grundlæggende guide til, hvordan du indretter dig med planter, men inden vi deler ud af gode råd, tager vi et kig på de fordele, der følger med vores grønne venner – for hvordan påvirker de helt præcis vores humør og dagligdag, og hvorfor er det så vigtigt at inddrage dem i hjemmet?

 

 

Sådan påvirker planter dit velvære

Det kommer ikke som en overraskelse, at de fleste danskere bruger størstedelen af deres vågne timer på at sidde bag lukkede døre og vinduer. Vores fysiske bevægelse er begrænset til en tur på cyklen, de få skridt fra bilen til kontoret eller – hvis du er den motionerende type – en tur i skoven eller rundt i kvarteret efter aftensmaden. Kort sagt kommer mange af os ikke meget ud, og derfor kan adgangen til og brugen af grønne områder ligge på et meget lille sted.

Og sikke en skam.

Forskning viser med al tydelighed, at når vi opholder os i grønne miljøer, falder vores stressniveau, og vores generelle velbefindende øges – og det gælder for alle køn, aldre og på tværs af social status i samfundet (Kilde: Videncentret Bolius). Den oplevelse af øget velvære kan du tage med ind i hjemmet ved at omfavne naturen og byde den indenfor i form af grønne planter og friske blomster.

En grøn indretning påvirker dig altså mere, end du måske lige går og tror – fx:

• forbedrer planter indeklimaet og øger luftfugtigheden

• virker planter støjdæmpende og skaber et rolig miljø

• trives mennesker generelt bedre med planter omkring sig

• påvirker grønne planter psyken positivt

Vil du have den uddybende forklaring på ovenstående, så læs med nedenfor, hvor vi dykker ned i plantens postive effekter på menneskers fysiske og psykiske velvære.

 

Indeklima og luftfugtighed

Der findes en lang række stueplanter, der hjælper med at rense luften for kemiske stoffer, og som samtidig ilter rummet – og mange af dem er endda nemme at holde. Effekten af de grønne planter afhænger naturligvis af forskellige parametre, fx: plantens væksthastighed og bladareal, pottens størrelse og vandindhold og sammensætningen af mikroorganismer i vækstmediet.

Bliver det lidt langhåret og uforståeligt nu, så lad være med at bruge energi på at sætte dig ind i detaljerne. Vi har fundet fem nemme planter, du kan bruge i din indretning, hvis du vil påvirke indeklimaet positivt:

1) Aloe Vera

2) Birkefigen (stuebirk)

3) Guldpalme

4) Væddeløber

5) Gummifigen

Ens for alle planterne er, at de ikke kræver specielt grønne fingre, så selv den mest planteforskrækkede boligejer kan lære at passe dem.

 

Støjdæmpende og roligt miljø

Indeklimaet er essentielt for dit velvære, men faktisk har planter også en anden god funktion; de virker nemlig støjdæmpende. Ifølge Teknologisk Institut er nogle plantetyper endda næsten lige så støjdæmpende som et tæppe, og det er værd at have med i dine overvejelser, når du indretter dig – særligt hvis du bor med store rum og foretrækker en enkelt og minimalistisk indretning.

 

Planter påvirker sindet positivt

De fleste studier af planters påvirkning på mennesker er foretaget på kontorer, hvor det viser sig, at vores grønne venner kan langt mere end at pynte – de kan reducere stressniveau og træthed. 

Den positive effekt fra arbejdsmiljøer kan du naturligvis overføre til hjemmet, hvor du vil opdage, at en god mængde grønne planter påvirker dit humør, så du bliver gladere, mindre træt og generelt mere positiv. Teorien er, at vi mennesker som udgangspunkt er skabt til at være udendørs, og derfor kæmper kroppen mere i de kunstige omgivelser, vi har indendørs.

 

 

Er planternes gavnlige effekt opreklameret?

I slutningen af 2019 udgav DR en artikel, der påpeger, at planternes positive indvirkning på dit humør og dit indeklima er en sandhed med modifikationer. Artiklen bygger på en opsamling af tidligere undersøgelser, og forskerne skriver, at den reelle effekt af planterne udelukkende er aktuel, hvis du har mere end fem planter per kvadratmeter – og hvem har det?

Renate Müller, der er professor i plante- og miljøforskning på Københavns Universitet, mener dog, at det er at trække konklusionen for langt og ikke mindst at nedprioritere de positive effekter ved et grønt miljø, hvor lille det end måtte være:

“Vores undersøgelser er desværre ikke blandt dem, som de tager med i det nye review (artiklen der udelukker den positive effekt af planter, red.). Men når vi undersøger effekten i et dynamisk system, så finder vi altså en klar effekt, som blandt andet skyldes et samspil mellem planten og mikroorganismer i den jord, den vokser i,” fortæller hun til DR.

Så hvordan skal du forholde dig til planter og den effekt, de kan have på både indeklimaet i dit hjem og dit psykiske velbefindende? Her på redaktionen er holdningen ret enkel: Der er dokumentation for, at planter har en positiv effekt, og hvis du bare ikke tror, det er en mirakelkur, kan du roligt indrette dig med de grønne vækster – om ikke andet så for at give øjet noget smukt at se på.

 

Vær realistisk, drop ikke ventilationsanlægget

Konklusionen på ovenstående undersøgelse er, som overskriften så fint beskriver: Grønne planter har en positiv effekt på dit humør, dit generelle velvære og ikke mindst på indeklimaet, men du kan naturligvis ikke lade planterne stå for luftkvaliteten i dit hjem alene.

Uanset hvor meget din stue minder om Amazonas regnskov, skal du stadig lufte ud og gøre rent, og hvis du bygger et nyt hus, kan du ikke ligefrem droppe ventilationsanlægget. Men planter kan være med til at forbedre indeklimaet.

 

Vælg de rette planter til hjemmet

Én ting er planternes positive effekt på dit sind og luften i dit hjem, en anden ting er det rent æstetiske. Hvis du hader den klassiske stuebirk af et godt hjerte, skal du ikke invitere den indenfor, selvom den er god til at rense luften – der er ingen grund til at udfordre din æstetiske sans med planter, du ikke bryder dig om.

Men hvordan vælger du så?

Det er meget enkelt; du finder de planter, du bedst kan lide, og indretter dig med dem. Der er naturligvis det lille aber dabei, at mange planter kræver, at du har grønne fingre. Har du ikke det, skal du være mere påpasselig med dine valg, så planterne ikke dør mellem hænderne på dig. Det er ikke bare en dyr fornøjelse at slå planter ihjel i tide og utide, det har med sikkerhed heller ikke en positiv effekt på sindet.

Vi har sammensat en liste med 5 grønne planter til dig, der gerne vil have mere grønt i hjemmet, og som samtidig ønsker dig en jungle, der er forholdsvis let at passe:

 

 

1) Kinesisk pengeplante (Pilea peperomioides)

Den kinesiske pengeplante er en hurtigtvoksende plante, der kun skal vandes en enkelt gang hver uge, og den kan godt tåle at tørre en lille smule ud mellem vandingerne. Den dør altså ikke, hvis du glemmer at vande en dag eller to. Planten kan ikke tåle direkte sollys, men som de fleste andre grønne vækster er den glad for indirekte lys.

 

2) Lykkekløver (Oxalis triangularis)

Lykkekløver eller sommerfuglekløver. Uanset navnet er det en smuk plante med violette, trekantede blade. Den stikker lidt ud fra stuens andre planter, fordi den ikke er klassisk og grøn, men den er mindst ligeså let at passe. Planten har intet imod direkte sollys, men farverne bliver flottere og mere klare, hvis den står i halvskygge. Vander du den en gang om ugen, er den glad og tilfreds.

 

3) Aloe Vera

Aloe Vera er en let og meget dekorativ plante til dit hjem. Den er kendt fra blandt andet kosmetik og hudpleje, fordi den indeholder en helt særlig gelé, som virker helende på solskoldninger og brændermærker, men den er altså også egnet som pynt i danske hjem. Stil den lyst, og vand kun, når jorden er tør, så har du en plante for livet.

 

4) Fingerfilodendron (Monstera deliciosa)

Den populære fingerfilodendron – eller monstera som den også kaldes – har fundet sin vej ind i mange danske hjem, og det er ikke uden grund. De store flotte blade giver et jungleagtigt look til din bolig, og planten er let at passe. Den trives bedst med indirekte lys, da bladene kan tage skade af for meget sol, og den kan godt tåle at tørre ud mellem vandingerne. 

 

5) Guldranke (Epipremnum aureum)

Guldranken er en nøjsom plante, og giver du den en smule vand og godt med lys, kvitterer den med at vokse i vilden sky. Lad den gerne tørre ud mellem vandingerne, men hold øje med, om bladende bliver slappe og mister kraften – så er det nemlig tid til vand.

Denne plante er essentiel til dig, der ikke har grønne fingre, da den er svær at slå ihjel. Bliver den derimod for stor for dig, fordi du passer den for godt, kan du sagtens beskære den; du klipper bare af, hvor du har lyst.

 

 

Genvej til grønne fingre

For nogle er planter en meditativ lykke, mens andre ikke oplever andet en nedtur på nedtur, fordi de grønne venner dør på stribe. Er du en af dem, der mangler grønne fingre, så fortvivl ikke – du kan sagtens lære det endnu.

Først og fremmest handler det om, at du ikke må give dig selv for store udfordringer til at starte med. Undgå at investere i store, dyre planter, der kræver omstændelig pleje, gødning, omplantning og alverdens andre ting, og hold dig i stedet til de mere idiotsikre løsninger i starten. Når du har fået succes med en kaktus, er du klar til at gå videre til en stuebirk, og når du har succes med den, kan du udvide porteføljen til noget mere omfattende.

Dernæst er grønne fingre et spørgsmål om at kende sine planter. Det er altså ikke en fordel at investere i 15 forskellige arter på én gang; start med én, lær den at kende og køb så en ny, når du har styr på den første. Har du mulighed for det, så saml nogle af de planter, der kræver samme mængde pleje i samme rum eller vindueskarm, så bliver det lettere at passe dem. 

Har du stadig problemer med at holde liv i de grønne vækster? Så skyldes det sandsynligvis, at du ikke har helt styr på vandingen – det er i hvert fald årsagen til de fleste planters død, og derfor har vi samlet en række tips, der gør det lettere for dig.

 

7 tips til vanding af potteplanter

1) Stik en finger i jorden. Er den tør, skal der vandes.

2) Planter med tynde blade skal have mere vand end planter med tykke blade.

3) Undersøg om din plante kan tåle at tørre ud mellem vandingerne.

4) Undgå sjatvanding – det forstyrrer mere end det gavner. Giv i stedet nok vand til at mulden bliver ordentlig våd.

5) Lav en ugentlig vandedag – det er nok for de fleste planter. 

6) Brug ikke for koldt eller for varmt vand. Stuetemperatur er det bedste.

7) Husk at vande oftere om sommeren end om vinteren.

Sidstnævnte er et vigtigt punkt på din vandingsliste, da mange oplever problemer med deres planter om vinteren. Det skyldes både, at lyset skifter, så planterne gå i vinterdvale, men også at du hurtigt kommer til at vande for meget i vinterhalvåret. 

Det er i øvrigt ikke let at være stueplante om vinteren, hvor din grønne makker har brug for en pause; temperatuen i stuen falder ikke, men luften bliver mere tør. Det betyder i virkeligheden, at planten skal have mere vand, men nej – ikke om vinteren hvor den er i dvale. Det er en svær balance, og du må ikke være for hård ved dig selv, hvis du mister en plante eller to om vinteren.

FAQ BOKS

Hvilke planter giver et godt indeklima?

Følgende planter er kendt for at have en positiv effekt på indeklimaet:

1) Aloe Vera
2) Birkefigen (stuebirk)
3) Guldpalme
4) Væddeløber
5) Gummifigen

Hvordan påvirker planter mit velvære?

En grøn indretning har mange fordel, fx:

• forbedrer planter indeklimaet og øger luftfugtigheden
• virker planter støjdæmpende og skaber et rolig miljø
• trives mennesker generelt bedre med planter omkring sig
• påvirker grønne planter psyken positivt

Hvordan vander jeg mine planter?

1) Stik en finger i jorden. Er den tør, skal der vandes.
2) Planter med tynde blade skal have mere vand end planter med tykke blade.
3) Undersøg om din plante kan tåle at tørre ud mellem vandingerne.
4) Undgå sjatvanding – det forstyrrer mere end det gavner. Giv i stedet nok vand til at mulden bliver ordentlig våd.
5) Lav en ugentlig vandedag – det er nok for de fleste planter. 
6) Brug ikke for koldt eller for varmt vand. Stuetemperatur er det bedste.
7) Husk at vande oftere om sommeren end om vinteren.

Flere Nyheder